Croquis menneske skulpturer.

Mine menneske skulpturer er inspireret af min interesse for både at tegne og modellere efter nøgenmodel -croquis. I mine croquis figurer er det fortrinsvis frodige kvinder, jeg modellerer efter. Min teknik er, at modellere groft op med store ler pølser og så få detaljer som muligt, så beskuerens fantasi selv kan fylde resten ud. Jeg brænder figurerne to gange, en forglødning, 900 grader og en stentøjsbrænding, 1260 grader. Figurerne patineres med manganoxyd, så det fremhæver deres grove overflade.

Groteske Menneske skulpturer.

Mine groteske menneskeskulpturer, bruger jeg min erfaring fra croquis studierne til at lave groteske
mænd/kvinder, der hele tiden er i bevægelse, alene eller sammen, som to der kæmper, danser eller snor
sig ud og ind af f.eks. en rusten jernramme. De ligner glade trolde med deforme kroppe. Figurerne
modelleres tynde og hule op, derved opnår jeg at kunne vride og dreje figurerne, så de kommer til at få
den naturlige bevægelse i kroppen.
Også disse figurer patineres med manganoxyd og brændes to gange.

 

 

                                                                         Naturinspirerede skulpturer.

I mine stentøjs skulpturer lægger jeg vægt på, at overfladen ser ud som et stykke forvitret og revnet
materiale, gravet op ude i naturen. Derfor har jeg valgt en type stentøjsler, der kan modelleres tyndt op, og
stadig klarer at bevare formen, selvom leret bliver bearbejdet så meget og bliver så tyndt, at det revner.
Revnerne bliver kun lukket indefra, og jeg opnår derved, at skulpturen ligesom indefra bryder/vokser ud som ved egen kraft. Revner og mærker fra redskaber, er min eneste dekoration på skulpturerne. Ved at patinere med
manganoxyd får jeg dekorationen til at træde tydeligere frem, og skulpturen beholder sit rå udtryk efter
færdigbrænding (1260 grader). Glasur bruger jeg af og til på mine podier og sjældent på skulpturerne.
Jeg finder inspiration til udformning af mine skulpturer bl.a. ved at se på frøkapsler, skaller, muslingeskaller og konkylier

                                                           Porcelæn.

Jeg bruger porcelæn på en lille serie af støbte vaser, skåle og fyrfads holdere, der er inspireret af frøskaller.

 

Højtbrændt lertøj.

I de senere år er jeg vendt tilbage til igen at bruge højtbrændt lertøj til at modellere skåle, fade og
krukker med. Det er, når jeg har behov for at dekorere og bruge farver igen. Dekorationen bliver påført leret i våd tilstand med begitninger, der er et tyndt mudderagtigt hvidt ler med oxider i. Dekorationerne er bl.a. inspireret af Afrikas farver samt selvfølgelig den danske naturs toner. Ligesom
resten af mine arbejder, foretrækker jeg ofte formerne rustikke og uden glasur. Dette er muligt fordi højtbrændt lertøj, ligesom stentøj, er vandtæt i sig selv efter 1160 graders brænding.
En tredje dekorations effekt kan være en lille guldstreg, der brændes fast ved en tredje brænding ved 800 grader. Jeg har desuden ladet mig inspireret af kastanjen til en lille serie af fade med pigge, der er farvet med begitninger og glaseret inden sidste brænding.

 

                                                                                  Bronze skulpturer.

Jeg startede med at få overført nogle croquis figurer til bronzeskulpturer ved cire perdue metoden , på bronzestøberiet i Svendborg. Alle mine bronzeskulpturer bliver patineret i brungrønne toner oven på bronzens messingfarve. Nogle skulpturer bliver poleret så bronzens oprindelige farve skinner igennem Senere har jeg forsøgt mig med nogle mindre og tynde bronzeskulpturer, der er støbt massivt i en såkaldt sandstøbning. Jeg har her udnyttet bronzens styrke, til at lave smalle skulpturer. De er så gjort "tykke” ved at lave figurernes hofterne flade og brede. Stadig min forkærlighed for store damer, men her i en lettere udgave.